
Netværksmødet om instruktion og uddannelse den 28. marts blev afholdt hos AVAS, Aalborg Vognmandsforretning med pæn tilslutning.
Fusion mellem 3 lokale vognmandsforretninger.
Jan Ruberg Kjeldgaard fra AVAS startede dagens program med at fortælle om alle de problemer der opstår når 3 lokale vognmandsforretninger lægges sammen til en virksomhed.
Jan opfattede i starten fusionen som rimelig enkel opgave, men fandt hurtigt ud af, at det er en omfattende og kompliceret sag at arbejde med en fusion. Bare sådan noget som at skifte til en nye fælles gul logofarve viste sig at være et større problem end forventet. Dels er der medarbejdere som ikke synes det er nogen god ide, at få en ny farve på kranbilen og dels er der det med, hvordan man lige forholder sig til et tilbud fra maleren på 1,6 mio. kr. for at male alle bilerne gule ?
Jan havde i starten rystet lidt på hovedet af en virksomhedskonsulent som havde sagt at sådan en fusion nok tog 2 – 3 år.
AVAS er dog kommet igennem de første vanskeligheder, man har fået en mere professionel bestyrelse og ledelse og lige nu kører det fint med 62 medarbejdere, 45 biler og en omsætning som runder de 70 mio. kr.
Idag vil Jan være tilfreds hvis de er fuldt igennem fusionen i løbet af 5 -6 år.
ERFA grupper, instruktion og forsikring
Herefter fortalte Kim Knudsen, sikkerhedschef i BMS lidt om ERFA gruppens arbejde omkring sikkerhed og planer om udarbejdelse af checklister og instruktioner.
Rene Dahlkilde fra HMF Group fortsatte med et levende indlæg om det tunge emne, “krav til instruktion i forbindelse med overdragelse og ibrugtagning af kraner”.
Rene havde udarbejdet et 80 siders kompendium om emnet, som vil være tilgængeligt for foreningens medlemmer.
I forlængelse af indlægget fulgte en interessant diskussion om dilemmaet med, at producenterne udarbejder komplicerede brugermanualer som nemt kommer op på flere hundrede sider for at sikre sig juridisk mod eventuelle erstatningskrav; hvorimod brugerne af kranerne har et ønske om enkle, korte og let forståelige brugermanualer.
Jesper S. Mouridsen og Jan Rasmussen som er hhv. servicechef og tekniker i Palfinger Danmark gennemgik et praktisk eksempel på den instruktion der følger med overlevering af en lastbilkran og her blev der gennemgået mange tekniske detaljer under demonstrationen på AVAS gårdsplads.
Bo Andersen fortalte om forsikringer; med tankevækkende eksempler på at kranerne ikke var dækket af forsikring såfremt sikkerhedsforanstaltninger blev tilsidesat.
Kommentarer (Ingen kommentarer )
Der endnu ingen kommentarer.